Ryd op i energien omkring dig

Det er efterhånden velkendt, at oprydning og Feng Shui indretning er vigtigt for vores velbefindende. Men vidste du, at den usynlige energi omkring dig har lige så stor indflydelse på dit velvære, som dine fysiske ting og sager?

Dine omgivelser er lige som en slags harddisk, opfanger og gemmer alt det, som foregår på stedet. Alt er energi; din krop er energi, dine ting er energi, dine tanker og følelser er energi, og al denne energi er hele tiden i bevægelse og sætter spor, påvirker og forandrer sig.  

Der er meget energi i følelser. Jo stærkere en følelse er, jo kraftigere spor sætter den omkring sig. Du kender sikkert oplevelsen af at komme ind i et rum hvor nogen lige har skændtes. Det kan virkelig mærkes, der føles tungt og ubehageligt og du har måske lyst at åbne et vindue.

Hvis du flytter ind et sted, hvor de tidligere beboere har haft det mindre godt eller har været udsat for traumatiske oplevelser kan denne energi sidde i vægge, tæpper og hvad der ellers er i huset. Derved kan du overtage en negativ stemning, som det tager lang tid at fjerne med mindre du gør en aktiv indsats for det.

Dette gælder selvfølgelig også hvis du selv eller medlemmer af din husstand har været syge, har gennemgået kriser eller været udsat for anden stress. Det er vigtigt at rydde op, ikke blot i dine ting og i din psyke, men også i energien omkring dig, det vil hjælpe med at komme videre på en positiv måde.

Denne oprydning i energien kaldes populært Space Clearing. Du kan Space Cleare på flere måder, men start altid med en grundig rengøring for at lette processen. Derefter kan du rense energien med f.eks. røgelse, æteriske olier, Space Clearing mist eller anden duft, du godt kan lide. Det skal bare  være naturligt, kunstige dufte  har ikke samme effekt.

Du kan også bruge lyd, for eksempel kan du klappe højt rundt i hjørnerne, eller tromme eller spille høj musik efterfulgt af smuk healingsmusik. En tredje teknik er bøn og visualisering, hvor du beder dine åndelige hjælpere om at rummet bliver renset eller bare ser for dig hvordan en flok af usynlige rengøringsalfer fjerner den uhensigtsmæssige energi.

Når du bruger enkel Space Clearing efter rengøring og oprydning kan du skabe bedre flow i dit liv og det kan påvirke alle dine livsområder, som økonomi, karriere, parforhold osv. Dine planter og husdyr vil også elske det.

Læs mere om Feng Shui, Space Clearing og livsområderne på min hjemmeside og blog på www.joyfulliving.dk og om Space Clearing Mist på http://www.joyfulliving.dk/space-clearing-mist

 

 

Tags :

Deltag - sig din mening!

Emne:

Kommentar:

Spam kontrol :: Hvad er 5 plus 2?

Kommentarer til Ryd op i energien omkring dig

Bliv den første til at kommentere denne artikel!

Uvildig internet rådgivning fra SOALIVE.DK