Randers FC mod Hjørring: "Den er hjemme"

Avisernes fodboldeksperter er enige: Randers FC vinder

Man skal passe på med at være overlegen og sige, som en tidligere statsministerkandidat en dag før valget: ”Den er hjemme”.

Men det er unægtelig svært at se andet udfald af opgøret mellem Randers FC og Hjørring søndag på Randers Stadion: Den kamp vinder kronjyderne, skriver OFFSIDE! Randers FC Frie Fans fanzine www.devilsupport.webbyen.dk

Det er også den konklusion, danske mediers tipseksperter er nået frem til: 11 eksperter og lige så mange, der holder på, at Randers FC får alle tre point. Tipsbladet, Politiken, Ritzau… alle over en kam er enige: Hjemmesejr.

- Michael Hemmingsen og de himmelblå vil, kan og skal naturligvis vinde opgøret. Det er Superliga-potentiale mod middelmådigt divisionsmandskab. Så jeg er som eksperterne sikker på, at den er hjemme søndag, siger Mongo, der er fodboldekspert hos Randers FC Frie Fans.

Før kampen svinger Randers FC’s hjemmeside sig op til overskriften ”Nyt, intenst topogør”. Men det mener Mongo er at oversælge kampen. Ganske vist ligger Randers FC nr. tre i divisionen med 15 point – men Hjørring ligger midt i tabellen som nr. 7 med 13 point.

- Bortset fra Esbjerg, som ser ud til at være stukket af, er der ikke den store forskel i pointhøst blandt klubberne i den øverste halvdel. Topopgør er at tage munden for fuld - mellemkamp vil være en mere rigtig betegnelse, mener Mongo.

Han er dog med på, at kampen mod Hjørring er afgørende for, om Randers FC fortsat skal have muligheden for at kalde sig et tophold.

- Det er dybest set beskæmmende, at Randers FC efter ni runder ikke har sat sig i respekt og ligger nr. 1. Når fodboldmaskinen på Viborgvej kører i samme gear som i Superligaen er det klart, at der også er forventninger om, at det afspejler sig i pointhøsten, når klubben er dumpet ned til langt svagere modstandere, siger Mongo.

Randers FC’s fans skal dog ikke forvente, at Randers FC går efter en målmassakre mod Hjørring. Det er pointene der tæller- og så er det lige meget om det bliver med en smal 1-0 sejr, siger assistenttræner Joakim Mattsson til Randers Amtsavis.

- Der er ingen, der vil huske at Randers FC havde scoret tre mål i gennemsnit, hvis vi ender på tredjepladsen. Jeg tror heller ikke, der er nogen, der vil huske, at vi kun vandt med 1-0 i de fleste kampe, hvis vi rykker op. Det er placeringen i tabellen, der tæller. Så må alt andet komme senere, siger han til avisen.

- Men selvfølgelig ville det da være utrolig dejligt at få en kamp, hvor vi scorede mange mål. Det er jo noget af det, vi øver på hver eneste dag, og jeg synes også at vi har skabt chancerne i mange af kampene, lyder det fra Joakim Mattsson.

For en af spillerne bliver kampen på Randers Stadion en ekstra oplevelse. Det er Hjørrings Michael Byskov (billedet). Han har haft sin fodboldungdom i Randers og nåede seks kampe og et mål for liga-mandskabet under John Faxe Jensen, inden den nu 23-årige midtbanespiller via Lyngby havnede i Hjørring.

Kampen vises på TV2 Sport. Kick-off søndag kl. 13.45

Tags :

Deltag - sig din mening!

Emne:

Kommentar:

Spam kontrol :: Hvad er 5 plus 2?

Kommentarer til Randers FC mod Hjørring: "Den er hjemme"

Bliv den første til at kommentere denne artikel!

Uvildig internet rådgivning fra SOALIVE.DK

Relaterede artikler